Showing posts with label Conductor. Show all posts
Showing posts with label Conductor. Show all posts

Monday, June 13, 2011

Love songs - pirate songs

I går spillede jeg med Conductor i Brøndby Strand Kirke. Koncerten var en gentagelse af orkesterets sædvanlige sommerkoncert, som fandt sted den 25. maj som en del af Tåstrup Kulturuge. Vores dirigent gennem det sidste års tid, Maria Badstue, stopper nu, da hun har fået tilbud om videre uddannelse i Oslo, og ydermere er blevet udvalgt som én af 16 blandt i alt 160 tilmeldte til en international dirigentkonkurrence i Zagreb til oktober.
Maria har sendt en del afbud siden nytår, men har været formidabel til at skaffe afløsere, når hun ikke kunne dirigere os til den ugentlige prøve. Det betyder, at opspillet til koncerterne har været med op til fire forskellige afløsere. Desuden ”skaffede” hun en sang-solist til koncerterne. Èn af dirigenterne var organisten i Brøndby Strand Kirke, Jonas Nørgaard, som straks så muligheden for også at spille koncerten som afslutning på Brøndby Stands kulturuge i hans kirke. På grund af Maria´s stramme program blev den første koncert gennemført uden prøver med sangsolisten udover en hurtig gennemgang umiddelbart før den første koncert. Det gik imidlertid fint. Koncerten var udendørs i Blaakildegaard, som er et kulturhus i det gamle Tåstrup.
Koncerten pinsedag var til overflod med en anden dirigent. Prøver hertil var det igen så som så med, da Kristoffer Kaas, ved den første prøve, vi havde med ham, skulle indstudere programmet til vores samspil med et norsk orkester sidst på sommeren. Til den tid skal vi iøvrigt have den tredie dirigent, Christian ?, som vi har haft én gang før. Kristoffer og sangsolisten - nu kommer det endelig: Nickie Johansson  - http://www.nickiejohansson.dk - var således nye for hinanden - ihvertfald i den aktuelle program-sammenhæng - i går. Det gik dog fint. Nickie sang ”O Mio Babbino Caro” fra Gianni Schicchi, Rusalka´s sang til Månen og et par indtagende kærlighedssange af Hugo Alfven og H.C.Andersen/Grieg. Begge de to kærlighedssange var arrangeret af Jonas Nørgaard. Hovedtemaet for koncerten var operamusik.
Desuden spillede vi Forspil til 2. akt af Saul og David, March fra Aladdin, Ouverturen til Carmen, ”Alleluja” fra Exultate Jubilate af Mozart (K. 165 for kendere). Hvorfor Nickie ikke skulle synge ”Alleluja” må stå hen. Jeg var skuffet, men det har man af at sende afbud til programudvalgsmøde. Koncerten sluttede meget passende ligesom Maskerade med ”Kehraus”.
Jeg lærte for mange år siden, at der musikalsk er to muligheder: ”songs are either love songs or pirate songs” (Roger Bobo). Piratsangene må komme en anden gang.

Saturday, March 5, 2011

Løbetur Mosen Rundt

Den sidste dag i Januar begyndte jeg at løbe rundt om mosen. Det gjorde jeg også for år tilbage og fik dengang bragt tiden for turen ned fra 27 min til 17 min. Siden har jeg kun løbet sporadisk i.e. mindre end en gang i kvartalet (tænk halvårligt eller sjældnere). Løberi er et led i iscenesættelse af mig selv som tidligere ryger. Sjovt nok: min far røg aldrig mellem Nytårsdag og sin fødselsdag. Jeg holdt op med at ryge på hans fødselsdag. Her slutter analogien imidlertid: jeg begynder ikke igen Nytårsaften. Her er de foreløbige resultater:

Jeg har sat den nedre ende af Y-aksen til 15 minutter. Der er næppe chance for at nedbringe tiden til 15 min eller kortere; men afstanden ned til X-aksen forekommer rigeligt incitament til at forbedre tiden og lukke gabet.

Jeg er ikke et konkurrencemenneske, men har ikke noget mod at konkurrere mod mig selv. Som i mange andre af livets forhold: hvis ikke man aktivt sørger for at blive bedre, bliver man i realiteten ringere. Se bare på den siddende regering.

Det gælder også hvis man spiller et instrument. For omkring et år siden fik jeg en "tør" periode og stoppede med at spille i Conductor. Der var flere forskellige grunde, men én af dem var, at jeg ikke syntes at den aktuelle dirigent bragte orkesteret fremad. I et amatørorkester er dirigenten et vigtigt element i orkesterets trivsel og fremgang. Conductor har nu fået en udmærket dirigent, som jeg så/hørte med orkesteret til Nytårskoncerten. Jeg aftalt med dem, at jeg begynder igen. Sjovt nok: de tre næste gange meldte dirigenten afbud og sendte heldigvis kompetente bekendte til at forestå indøvning af bl. a. Akademisk Festouverture af Brahms. Der er en masse noder at forholde sig til. Foruden festouverturen spiller vi p.t. Kehraus fra Carl Nielsens Maskerade. Så hvis I vil have mig undskyldt medens jeg går nedenunder og spiller en times tid.