Den sidste dag i Januar begyndte jeg at løbe rundt om mosen. Det gjorde jeg også for år tilbage og fik dengang bragt tiden for turen ned fra 27 min til 17 min. Siden har jeg kun løbet sporadisk i.e. mindre end en gang i kvartalet (tænk halvårligt eller sjældnere). Løberi er et led i iscenesættelse af mig selv som tidligere ryger. Sjovt nok: min far røg aldrig mellem Nytårsdag og sin fødselsdag. Jeg holdt op med at ryge på hans fødselsdag. Her slutter analogien imidlertid: jeg begynder ikke igen Nytårsaften. Her er de foreløbige resultater:
Jeg har sat den nedre ende af Y-aksen til 15 minutter. Der er næppe chance for at nedbringe tiden til 15 min eller kortere; men afstanden ned til X-aksen forekommer rigeligt incitament til at forbedre tiden og lukke gabet.
Jeg er ikke et konkurrencemenneske, men har ikke noget mod at konkurrere mod mig selv. Som i mange andre af livets forhold: hvis ikke man aktivt sørger for at blive bedre, bliver man i realiteten ringere. Se bare på den siddende regering.
Det gælder også hvis man spiller et instrument. For omkring et år siden fik jeg en "tør" periode og stoppede med at spille i Conductor. Der var flere forskellige grunde, men én af dem var, at jeg ikke syntes at den aktuelle dirigent bragte orkesteret fremad. I et amatørorkester er dirigenten et vigtigt element i orkesterets trivsel og fremgang. Conductor har nu fået en udmærket dirigent, som jeg så/hørte med orkesteret til Nytårskoncerten. Jeg aftalt med dem, at jeg begynder igen. Sjovt nok: de tre næste gange meldte dirigenten afbud og sendte heldigvis kompetente bekendte til at forestå indøvning af bl. a. Akademisk Festouverture af Brahms. Der er en masse noder at forholde sig til. Foruden festouverturen spiller vi p.t. Kehraus fra Carl Nielsens Maskerade. Så hvis I vil have mig undskyldt medens jeg går nedenunder og spiller en times tid.
