Monday, October 10, 2011

Valgløfter - socialkonstruktivisme

Statsministeren fastslår, at hun ikke har kvittet nogen valgløfter overhovedet.
Listen over brudte løfter er ellers lang:  Straksafskrivning for virksomheder, hjælpepakke til boligmarkedet, millionærskat, bankskat, tolærerordning, højst 30 min ventetid på skadestuer og en del flere.  Samtidig forklares løftebruddene med, at der skal 90 mandater til et flertal.

Thorning tilhører en særlig filosofisk skole, der kalder sig socialkonstruktivister.
Alt kan bortforklares med henvisning til, at virkeligheden skabes af , hvad man siger.  Så enkelt er det.  Det er også sådan regeringen vil skabe nye arbejdspladser. Man skal bare sige det, så sker det.  Ligesom opfyldelsen af valgløfterne inden forhandlingerne om regeringsgrundlaget gik i gang blot ville følge af de kommende forhandlinger.

Statsministerens projekt med at gradbøje sandt og falsk er dømt til at mislykkes.

Hvem sagde "dum som en dør"?

Friday, July 15, 2011

Resveratrol

Når de åbenbare kilder som Grappa eller Marc ikke er passende - f. eks. før kl. 19 - , kan man jo ty til andre kilder:


Både blåbær og tranebær kan let passes ind i en daglig diæt.  Til festlige lejligheder kunne bærrene måske suppleret med et drys valdnødder pynte på en dejlig "duck salad".  Gud ved hvad valdnødder kan bidrage med af sundhedsfremmende ingredienser?; og hvilke af disse kunne evt. også genfindes i valdnøddesnapsen?  Der forekommer at være endnu en del at udforske.
... the pressure, the pressure...

Wednesday, July 13, 2011

Resveratrol - vidundermiddel eller snake oil - dirty molecules

I Børsen tirsdag den 12. Juli 2011 er der en artikel af Benjamin Werner Christensen: "Rødvinspille skal spinde guld i USA".  Den fortæller om en lille virksomhed, Fluxome, i Stenløse, som nu er klar til at sælge resveratrol til bl. a. sodavandsproducenter i USA. Resveratrol er trans-3,5,4'-trihydroxystilben:


Faktaboksen i Børsen er helt i skoven:

- Resveratrol er en antioxidant, som har en betydelig sundhedsfremmende effekt.
Ubeføjet, da der til dato ikke findes forsøg i mennesker, som støtter det.  Tværtimod er alle med viden derom enige om at plante-antioxidanter ikke har virkning som sådanne i levende væsener.

- resveratrol er fundet i rødvin
Måske, men i minimale mængder, fordi det findes i drueskallen og har ringe opløselighed (0,03g/L) i vand.

- den sundhedsfremmende effekt af moderat indtagelse af vin kan derfor i nogen grad forklares ved vins indhol af aktive forbindelser såsom resveratrol.
Den skrøne er tilbagevist for mange år siden.

- resveratrol forebygger kræft på en række forskellige måder...
Tja, eller også øger det risikoen. Forsøg har vist, at det aktiverer SIRT1, som er et stof der binder sig til proteinet p53, der regulerer cellevækst. Resveratrol kunne potentielt have en rolle som tumor promotor.

Summa sammensurium:
Den seriøse farmaceutiske industri betragter selve resveratrol som et "dirty molecule".  Forskningen går efter at finde andre (syntetiske) analog-moleculer, der bedre kan virke sammen med p53 i regulering af cellevækst og nogle firmaer har udviklet transgene planter, der syntetiserer resveratrol i højere mængder.  Det er vi jo selvfølgelig ikke så betaget af i EU.

Stoffet er slet ikke så nyt; det er fundet af en japaner, Takaoka, i Veratrum grandiflorum i 1939 - deraf navnet resveratrol.

Til dato er der postet op mod 200 mio DKK i Fluxome.  Stoffet fremstiller de ved gæring (bagegær), så
pengene er nok ikke brugt på druekvas, som måske ellers ville være en oplagt kilde.

Med min baggrund incl. mit UG i Naturproduktkemi er jeg særdeles skeptisk overfor sagen.  På den anden side giver artiklen jo en form for indsigt, så inden verdensmarkedsprisen på druekvas rammer skyerne, må I have mig undskyldt medens jeg går ud og finder en flaske Grappa eller Marc og tager chancen med dem...

Monday, June 13, 2011

Love songs - pirate songs

I går spillede jeg med Conductor i Brøndby Strand Kirke. Koncerten var en gentagelse af orkesterets sædvanlige sommerkoncert, som fandt sted den 25. maj som en del af Tåstrup Kulturuge. Vores dirigent gennem det sidste års tid, Maria Badstue, stopper nu, da hun har fået tilbud om videre uddannelse i Oslo, og ydermere er blevet udvalgt som én af 16 blandt i alt 160 tilmeldte til en international dirigentkonkurrence i Zagreb til oktober.
Maria har sendt en del afbud siden nytår, men har været formidabel til at skaffe afløsere, når hun ikke kunne dirigere os til den ugentlige prøve. Det betyder, at opspillet til koncerterne har været med op til fire forskellige afløsere. Desuden ”skaffede” hun en sang-solist til koncerterne. Èn af dirigenterne var organisten i Brøndby Strand Kirke, Jonas Nørgaard, som straks så muligheden for også at spille koncerten som afslutning på Brøndby Stands kulturuge i hans kirke. På grund af Maria´s stramme program blev den første koncert gennemført uden prøver med sangsolisten udover en hurtig gennemgang umiddelbart før den første koncert. Det gik imidlertid fint. Koncerten var udendørs i Blaakildegaard, som er et kulturhus i det gamle Tåstrup.
Koncerten pinsedag var til overflod med en anden dirigent. Prøver hertil var det igen så som så med, da Kristoffer Kaas, ved den første prøve, vi havde med ham, skulle indstudere programmet til vores samspil med et norsk orkester sidst på sommeren. Til den tid skal vi iøvrigt have den tredie dirigent, Christian ?, som vi har haft én gang før. Kristoffer og sangsolisten - nu kommer det endelig: Nickie Johansson  - http://www.nickiejohansson.dk - var således nye for hinanden - ihvertfald i den aktuelle program-sammenhæng - i går. Det gik dog fint. Nickie sang ”O Mio Babbino Caro” fra Gianni Schicchi, Rusalka´s sang til Månen og et par indtagende kærlighedssange af Hugo Alfven og H.C.Andersen/Grieg. Begge de to kærlighedssange var arrangeret af Jonas Nørgaard. Hovedtemaet for koncerten var operamusik.
Desuden spillede vi Forspil til 2. akt af Saul og David, March fra Aladdin, Ouverturen til Carmen, ”Alleluja” fra Exultate Jubilate af Mozart (K. 165 for kendere). Hvorfor Nickie ikke skulle synge ”Alleluja” må stå hen. Jeg var skuffet, men det har man af at sende afbud til programudvalgsmøde. Koncerten sluttede meget passende ligesom Maskerade med ”Kehraus”.
Jeg lærte for mange år siden, at der musikalsk er to muligheder: ”songs are either love songs or pirate songs” (Roger Bobo). Piratsangene må komme en anden gang.

Friday, June 10, 2011

East of Eden

For mange år siden havde jeg et kasette-bånd - jeg har det jo nok stadig et eller andet sted - med Placido Domingo, som sang diverse "light classics".  Jeg havde selv indspillet det fra en LP og huskede noten om at én af sangene, "I have seen a Summer Day" var fra filmatisering af John Steinbecks Øst for Paradis. Jeg ledte i LP-erne og fandt kun en anden med Domingo og John Denver, men East of Eden-sangen var der ikke.  Så fandt jeg sangen på YOUTUBE igen med omtale af, at den var fra East of Eden.  Det mærkværdige var, at jeg ikke erindrede den fra filmen (med James Dean fra 1955). Selv efter endnu et gennemsyn af VHS-udgaven, som er rippet fra en TV-visning for år tilbage, kunne jeg ikke finde spor af sang eller musik, der mindede om den. Hmmm.
Jeg har altid syntes, at Elia Kazans film med James Dean er god. Jeg så den første gang i skolebio og husker, at én af vore lærere, som også havde set den, mente, at det var en reduceret udgave og at dele manglede.  Senere læste jeg bogen og forstod det: hele første halvdel af bogen er simpelthen udeladt i en film, der mest er bygget op om at udstille James Dean. I øvrigt den eneste film med James Dean, der nåede at blive vist, mens han endnu var i live og som skaffede ham en nominering til Academy Awards (1955). Ernest Borgnine fik Oscaren for mandlige skuespillere det år, men Jo van Fleet fik sin Oscar som bedste kvindelige birolle, som Cal og Arons mor.

For nogle måneder siden faldt det hele så på plads: på Amazon.co.uk søgte jeg efter filmen på DVD, da VHS er i udkanten af, hvad der kan reproduceres af det forhåndenværende hardware og heller ikke tilfredsstiller dagens krav til kvalitet af gengivelsen.  Og se bare: der var en East of Eden, men fra en mini-serie fra ABC fra 1981.  Sangen (melodien) er selvfølgelig derfra.  På tre DVD-er findes samtlige afsnit af TV-serien, som vandt adskillige Golden Globes og en Emmy.  Foruden Jane Seymor ses Warren Oates, Timothy Buttoms og Lloyd Bridges.  Når man har set serien har man grundigt lært melodien: den kører i alle tænkelige tempi og instrumenteringer gennem alle afsnit.  Hvis man vil høre Placido Domingo´s fortolkning, er den her:  
http://www.youtube.com/watch?v=taBc97j9Hzo     
Indspilninger af sangen kom først i skred efter at Lee Holdridge havde skåret overgangene til, så den kunne synges komfortabelt inden for én oktav og én terts.  Teksten er af Molly Ann Leikin og er først kommet til efter filmen.

Det er let at høre, at musik-temaet i TV-serien er skåret (Lee Holdridge) efter det "originale" i Kazans film (Leonard Rosenman):  http://www.youtube.com/watch?v=Bh7iF0BxuNo&feature=related

John Steinbeck samarbejdede med Eliah Kazan om den første filmudgave, men  jeg  synes, at fjernsynsudgaven fra ABC gør bedre rede for Steinbecks roman. Musikalsk er der dog mere "mad" i musikken i den første version.

Tuesday, April 5, 2011

Follow up

Apropos Falklandsøerne (1000-places-to-see...)
I går (3/4) var det datoen for Margareth Thatchers afsendelse i 1982 af den flådestyrke, som skulle vinde Falklandsøerne tilbage.

Mine gamle computere (mine computere...)
Min datter, som lige var hjemme fra London, kunne huske detaljerne i det spil på Rainbow-en, som gik ud på at slynge en genstand mod en skyline.  Genstandene var bananer og afsenderen var en lille gorilla,  Desværre kunne hun heller ikke huske, om der var lyd på "appsen".  Navnet var gorilla.exe. Fantastisk, at der i det hele taget kunne afvikles grafik i C/PM - det var vist noget med at boote en Graphic System Extension ovenpå C/PM.  Spillet kørte på Z80 processoren, der kørte parallelt med 8086/8088 som blev bootet med MS-DOS.

Saturday, March 26, 2011

1000 Places to See before You Die

I julegave fik jeg "1000 places to see before you die" i en dansk udgave med undertitlen: Dit livs drømmerejser. En gennemgang viser, at jeg næppe når at besøge dem alle. Balancen er lige nu på 9,8%, som er nået gennem vel 40-50 år, så der er nok at tage fat på.  Af de omkring 100 nævnte steder, som jeg har besøgt, ligger op mod 30 i Frankrig.  Èt af de udestående mål nås denne sommer: Savonlinna Opera Festival i Finland 340 km NØ for Helsinki. I borggården på Olofsburg holdes, hvad der i bogen omtales som Europa´s mest berømte opera festival. Blandt de hidtil uopnåede mål er steder som Tanglewood Music Festival, som er sommerresidens for Boston Symphony, Santa Fé Opera i New Mexico, som er en inden/udendørs opera, som excellerer i sjældent opførte operaer, Graceland (Elvis) og Nashville i Tennesee, Martha´s Vineyard og Cape Cod i Massachusetts.  Alle steder som med lidt planlægning skulle kunne nås i ét hug. 


Til gengæld ville jeg ønske, at se andre steder, som slet ikke er nævnt:
Falklands Øerne i Sydatalanten - de har altid fascineret mig siden jeg engang i halvtredserne fik to frimærker derfra, hjembragt af min mors fætter, som var udstationeret af BUKO-ost for at lære Argentinerne mejeribrug. Ikke langt derfra ligger Syd Georgien, som jeg lærte af kende af min naturhistorielærer i mellemskolen.  Når dagens lektie var gennemgået omkring 10-12 minutter inde i timen lagde vi bøgerne væk og sank ned i fantasiens verden, medens lektor Ørnsholt læste op af diverse rejsebeskrivelser: Schackletons expedition til Antarktis og sejlturen via Elefant-øen til Sydgeorgien efter hjælp til de skibbrudne fra Endurance. Scotts og Amundsens expeditioner til Sydpolen. I mange år fik synet af en pakke BUKO-ost mig altid til at tænke på Falklandsøerne. Da Argentinerne i et anfald af vanvid invaderede Falklandsøerne i 1982 og Margareth Thatcher kastede alle til rådighed værende engelske styrker ind i generobringen, var der ikke tvivl om, hvem jeg holdt med. Efterfølgende er lysten til at besøge øerne ikke blevet mindre.  I vore dage er det faktisk muligt.  Man kan flyve til Santiago (Chile) og videre til Ushuaia og der stå på et National Geographic expeditionsskib, der sejler til Antarktis, Syd-Georgien og Falklandsøerne.  De omkring 25000 landminer, som blev lagt på øerne tilbage i 1982, er langtfra ryddet, så man skal selvfølgelig se godt efter, hvor man færdes. Som gammel ingeniørsoldat burde jeg kunne klare det.

Thursday, March 24, 2011

Computere (mine) gennem tiden

Normalt orker jeg ikke at skrive om software. Det er ikke godt for blodtrykket og evt. læsere har sikkert deres egne problemer, så her er i stedet lidt om hardware. Trods stigende kapacitet og hastighed er min generelle opfattelse, at alt ikke går vildt meget hurtigere eller lettere end for 25 år siden.

Dette skrives på en IBM Thinkpad X141 i en RTF-editor. Hyggelig lille maskine med 12" skærm, men ikke just hurtig. Siden 1986 har jeg haft ca. 17 PCer eller laptops.

Digital Rainbow (1985) Double diskdrive, 5MB HD senere 10MB og 512K (ialt 3 stk) MS DOS: Lotus 1-2-3 (ver. 1B)
C/PM: Write, Multiplan og diverse spil*)
Diverse (5-6) forskellige IBM eller Compaq Desktops. (1989-1999) MS DOS/ Win 3,0, Win 3.1, Win for Workgroups
IBM L40 - "Labtop" 10MB HD (1991) Windows 3.1, Lotus 1-2-3
IBM Thinkpad 750c (1992) Win for Workgroups , MS Office, Lotus 1-2-3
IBM Thinkpad 600e (1996) Win 98, MS Office
Dell Latitude Dell Latitude (2000) Win 98, MS Office
HP Notebook (2000) Win 98, MS Office
IBM Thinkpad T23 Win XP Pro, MS Office 2000
IBM Thinkpad T42 Win XP Pro, MS Office Pro
IBM Thinkpad X41 (denne) Win XP Pro, Open Office
Lenovo W500 Win XP Pro, MS Office Pro, Open Office
*) spillene på Rainbow var Pacman, Worm samt måske en forløber for Angry Birds: efter justering af angle og thrust kunne man slynge en sten (?) mod en række skyskrabere, som så tumlede sammen. Det hele var monokromt, selvom Rainbowernes skærm skam var i farver. Desværre var der heller ikke lyd på. "Nobody ever had a Rainbow without a little rain".

Maskinerne med navn i bold kører stadig dagligt. T42 kommer evt. i drift igen, når jeg får taget mig sammen til at få installeret nyt back-light og en ny blæser. Den er næsten for god til at skrotte helt.

Den første maskine, hvorpå jeg installerede en browser, var Thinkpad 750c i 1992. Det var noget Mozilla-stuff, som senere blev til Netscape. Inden da havde jeg været på nettet via CompuServe på en af de stationære maskiner.

Software var tidligere robust. Fra MS DOS 2.1 og Lotus 1-2-3 er det gået støt nedad. Jeg har lige installeret Firefox 4, som skulle tillade synchronisering af bookmarks, taps m.m. mellem forskellige devicer. Desværre har de glemt at inkludere det billede i options (Add device), hvor man indtaster koden, som et evt. andet device genererer ved opsætning af synch, så synchoniseringen har lidt lange udsigter. Kort sagt: det er noget hø selvom det er gratis hø...

Sunday, March 6, 2011

Ferie, sejltur

Så er ferien reddet. I dag kom kontrakten på leje af båd til årets tur. Desværre er l'Alouette - en ny Halberg Rassy 31' - som vi sejlede sidste år, allerede reserveret. Den var ny fra 2009. Til gengæld er én af de to andre HR 31' - Mia - ledig. Forskellen er ikke stor. Den nye har to sæt spreaders for at stabilisere den lidt tyndere mast. Som ejer ville jeg nok foretrække den gamle version, da der er mindre chance for at skrabe fok mod salingshorn. De gamle har også aluminiumsliste på lønningen. Den findes ikke på de nye. Begge typer har unlimited "Ocean A" Certificate from Lloyds.

Sidste år sejlede vi ud fra Kerteminde, men vejret var imod os, så i tre dage med styrtregn fik vi ikke sejlet. De øvrige dage var det som sejlede vi med elastik: hver dag sejlede vi tilbage til Kerteminde. Én dag sejlede vi ned til broerne og fik undervejs vind op til 12m/s så på hjemturen suste vi afsted med ét reb - som vi klogeligt havde sat hjemmefra - og passende slæk på storskødet. Det lykkedes nogenlunde at trimme, så båden gik roligt og stabilt og let på roret, selvom vi krængede 15-20°.  Den selvsamme dag lykkedes det for lejerne af Mia at knække masten. - de sejlede et sted syd for Nyborg ml. Fyn og Langeland.  Hvordan det kunne ske ved vi ikke - de virkede kompetente nok, da vi lå ved siden af dem i Kerteminde.  JIM Søferie´s flinke ejere har lovet, at Mia skulle være i orden til denne sæson.


Bådene, man kan leje er følgende, men 31' og rorpind/tiller passer os fint.

1 Hallberg-Rassy 29 Rebuilt 2003
3 Hallberg-Rassy 31 Tiller New boat 2009
2 Hallberg-Rassy 34 Tiller
3 Hallberg-Rassy 342 Tiller New boat 2010
1 Hallberg-Rassy 342 Wheel
3 Hallberg-Rassy 37
2 Hallberg-Rassy 40 Original version


I år kommer der endnu en -342, som hentes i påsken. Jeg gætter på den vil være med "wheel", da mange lejere hos JIM Søferie er tyskere og de er vilde med at sejle "radiobil".

Saturday, March 5, 2011

Løbetur Mosen Rundt

Den sidste dag i Januar begyndte jeg at løbe rundt om mosen. Det gjorde jeg også for år tilbage og fik dengang bragt tiden for turen ned fra 27 min til 17 min. Siden har jeg kun løbet sporadisk i.e. mindre end en gang i kvartalet (tænk halvårligt eller sjældnere). Løberi er et led i iscenesættelse af mig selv som tidligere ryger. Sjovt nok: min far røg aldrig mellem Nytårsdag og sin fødselsdag. Jeg holdt op med at ryge på hans fødselsdag. Her slutter analogien imidlertid: jeg begynder ikke igen Nytårsaften. Her er de foreløbige resultater:

Jeg har sat den nedre ende af Y-aksen til 15 minutter. Der er næppe chance for at nedbringe tiden til 15 min eller kortere; men afstanden ned til X-aksen forekommer rigeligt incitament til at forbedre tiden og lukke gabet.

Jeg er ikke et konkurrencemenneske, men har ikke noget mod at konkurrere mod mig selv. Som i mange andre af livets forhold: hvis ikke man aktivt sørger for at blive bedre, bliver man i realiteten ringere. Se bare på den siddende regering.

Det gælder også hvis man spiller et instrument. For omkring et år siden fik jeg en "tør" periode og stoppede med at spille i Conductor. Der var flere forskellige grunde, men én af dem var, at jeg ikke syntes at den aktuelle dirigent bragte orkesteret fremad. I et amatørorkester er dirigenten et vigtigt element i orkesterets trivsel og fremgang. Conductor har nu fået en udmærket dirigent, som jeg så/hørte med orkesteret til Nytårskoncerten. Jeg aftalt med dem, at jeg begynder igen. Sjovt nok: de tre næste gange meldte dirigenten afbud og sendte heldigvis kompetente bekendte til at forestå indøvning af bl. a. Akademisk Festouverture af Brahms. Der er en masse noder at forholde sig til. Foruden festouverturen spiller vi p.t. Kehraus fra Carl Nielsens Maskerade. Så hvis I vil have mig undskyldt medens jeg går nedenunder og spiller en times tid.