Thursday, January 19, 2012

Glæden ved biler

Min Rover 75 er efterhånden nogle år gammel.  Bortset fra diverse karosseriskader - af hvilken den værste var påkørsel af en DHL lastvogn med trailer og skubning 3 meter sidelæns - har der ikke været specielt kostbare reparationer.  Påkørslen krævede to nye døre i venstre side, men stolpen og resten af chassisset holdt stand.  Af egen drift skiftede jeg tandremmen omkring 100.000 km.  Svigter tandremmen banker stempler og ventiler sammen.  Lyden af det havde jeg ikke lyst til at opleve.
I september 2011 skulle (den originale) udstødning skiftes, da den bagerste lydpotte "delaminerede".  Den består af syv lag plader, men rusten havde godt fat og flager stak ud.  Udstødningen kan ikke skaffes. Rover bygges ikke længere i Crewe og rettighederne til produktion af Rover er solgt til kineserne.  Værkstedet viste dog, at udstødningen fra en MG, som en kort overgang blev produceret i en Rover-version, kunne tilpasses.  Tilpasningen bestod i at der skæres et udsnit i kofangeren bagpå, så de to udstødningsrør får frit løb.  En uoriginal udstødning ville de ikke anbefale, da den havde en "lidt hård lyd". Under montering af den nye udstødning kunne værkstedet konstatere, at bremserne bagtil var defekte.  Jeg havde ikke noteret noget unormalt, men havde jo heldigvis heller ikke haft behov for katastrofeopbremsninger.  Bagbremserne blev derfor skiftet.  Undet det arbejde blev støddæmperne blotlagt og man kunne se utæthed ved den højre.  OK, støddæmperne skal så også skiftes snart.  Det lykkedes at skaffe originale støddæmpere fra et lager i England.  Under udskiftning af støddæmperne kunne man samtidig inspicere fjedrene bagpå.  De viste revner. Ikke alvorligt - dvs jeg kunne køre videre, men for en sikkerheds skyld skulle udskiftningen foretages inden for længe.  Inden de blev skiftet blev bilen indkaldt til syn, men bilen blev godkendt med bemærkningen "det er en fin bil" fra mekanikeren.

Inden fjedrene blev skiftet opstod imidlertid et andet problem.  Da alt i bagenden nu var under kontrol - Rover 75 har forhjulstræk - viste problemerne sig nu i forenden: fra tid til anden ville bilen ikke starte.  Der var strøm nok og startmotoren snurrede, men bilen tændte ikke.  De 8-10 gange, det er forekommet har kuren været: tag det roligt, vent lidt og prøv igen, vent endnu længere og prøv igen.  Alle gange er bilen til sidst startet med et drøn efter passende forsøg og ventetid.  Årsagen viste sig i denne uge at være en knastaksel-føler, som periodisk sender forkerte signaler til bilens computer.

I dag blev bagbremser og knastaksel-føleren så skiftet.  Mekanikeren hørte dog en raslende lyd, som kom fra et slidt leje i en remstrammer.  Sådan har den sagt i flere år, specielt ved koldstart, men lyden forsvinder når motoren bliver varmere.  Den del var (heller) ikke på lager, men jeg krydser fingre for at den kan skaffes.  Forhandleren handler nu med Hyundai, Honda og Landrover, som i vore dage vist ejes af Ford.
Bilen har kørt 134.000km

Der er særdeles interessant at konstatere, at udgifterne til reservedele og arbejdsløn på det seneste netop har nu passeret det beløb, bilen kan indbringe, hvis jeg sælger den til værkstedet/forhandleren, som mener at kunne videresælge den til 90.000kr.

Nogen købere; hvem byder?